Vægte eller lodder

En vigtig del af tilbehøret til en strikkemaskine, er forskellige metalvægte / lodder som er livsvigtige når der strikkes på maskine. At bruge vægte bliver hurtig en helt naturlig del af strikkeprocessen, efter at have glemt dem nogle gange og ser resultatet så kommer de hurtigt i brug.

Vægte har stor betydning for det at strikke på maskine, men er ikke noget som bruges når der strikkes i hånden. Vægtene bruges til trække det strikkede ned, det vil sige at der placeres vægte langs det strikkede for at trække det ned ved hjælp af den samlede vægt. Hvis der ikke bruges vægte og dermed sættes tyngde på det strikkede, vil maskerne på nålene hoppe af når slæden køres frem og tilbage.

Når du køber en strikkemaskine, følger der forskellige vægte med afhængig af maskintype og mærke. De mest almindelige og brugte vægte er de små som kan foldes ud og hænges på en kam eller i det strikkede og de runde som bruges til ribapparatet.

Vægte med små tænder – klaplodder, bruges til at hænge på det strikkede fordi de tænderne på loddet kan sidde fast i maskerne i strikket. De aflange vægte med faste tænder er også gode til at sidde fast i strikket samtidig med at de fordeler vægten over et bredere område. Især ved mønsterstrik er det vigtigt at der er rigeligt med vægt og at den er fordelt jævnt, og her er de aflange vægte en god hjælp.

Jeg kombinerer ofte forskellige klaplodder med de aflange med tænder, gerne de små klaplodder og de aflange fordi de giver en mere ensartet vægt og er nemme at flytte under strikningen, hvor de større klaplodder er tungere og derfor har en tendens til at trække for meget i det strikkede og hiver for meget i maskerne hvis garnet er tyndt.

Et udvalg af klaplodder og aflang vægt

De runde vægte med en krog i toppen, bruges når der strikkes i rib – her hænges vægtene i hullerne i opslåningskammen, her skal vægtene hænges med jævne mellemrum så at den samlede tyngde langs kammen bliver fordelt ens henover det strikkede.

Forskellige runde vægte

Vægte og lodder i forskellige størrelser og former kan købes som tilbehør, udover det som følger med strikkemaskinen og ribapparatet.

Back to top button